Det er vigtigt, at du kender til både reglerne, for hvad bilen må trække og hvad dit kørekort giver dig lov til.
Føreren af bilen
Ofte vil din bil være godkendt til at trække en påhængsvogn, der er tungere end det du må køre med på dit almindelige kørekort (B-kørekort). I de tilfælde vil det være dit kørekort, der sætter grænsen for, hvad du må køre med, uanset hvad bilen må trække.
Med et B-kørekort må du køre med enhver trailer, hvis summen af bilens tilladte totalvægt og påhængsvognens tilladte totalvægt ikke overstiger 3.500 kg.
Hvis påhængsvognens tilladte totalvægt er 750 kg. eller derunder, må du altid køre med traileren, hvis din bil er godkendt til det.
Kan du ikke overholde dette, kræver det at du får et B+ (mellemstore vogntog) eller et B/E trailerkørekort.
Bilen
Bilens tilladte påhængsvægt kan du læse på bilens registreringsattest. Her står både en vægt for påhængsvogn med og uden bremser og det er altid påhængsvognens faktiske vægt, der står på bilens registreringsattest. I denne forbindelse, er det altså ikke så vigtigt, hvad der står på påhængsvognens registreringsattest, men hvad påhængsvognen faktisk vejer lige nu inkl. det du har læsset på påhængsvognen, hestetraileren eller i campingvognen.
Trailerkørekort B/E
Med et B/E trailerkørekort må du køre et vogntog med en samlet vægt på 7.000 kg., dog må anhængerens vægt ikke overstige 3.500 kg.
For at få et B/E trailerkørekort skal du:
- Gennemføre teoriundervisning på 4 lektioner, som vi klarer på en enkelt teoriaften hos ASK Køreskole. Det tager ca. 3 timer.
- Have minimum 6 praktiske kørelektioner. Det planlægger vi sammen, det kan klares på 3 dobbeltlektioner.
- Til sidst skal du bestå en praktisk køreprøve, der bedømmes af en sagkyndig fra politiet - hvis du mod forventning ikke består koster prøvekørsel, forsikring mm 765,- kr
B+ kørekort til mellemstore vogntog:
Hvis du får et B+ kørekort, har du lov til at køre et vogntog med en samlet tilladt totalvægt på op til 4.250 kg.
Undervisningen til B+ følger samme plan som til B/E. Den eneste forskel er, at du kan tage køretimerne og aflægge den praktiske prøve til B+ i et lidt mindre vogntog.